Menu

Referat: Horsens Freja vs. BMI (Serie 1, kvinder)

image
Skrevet af Jes
30. oktober 2019 kl. 10:41

Horsens Freja vs. BMI 4 -1

Muligheden for oprykning var stadig til stede i kvindernes sidste kamp i denne sæson, men det krævede først og fremmest en sejr over BMI, der kun havde æren at spille for.

Lyseng havde i runden forinden slået topholdet i puljen Aarhus 1900, og dermed blev der holdt liv i håbet om at kravle op på førstepladsen, og dermed tage billetten til Jyllandsserien.

Et godt fightende BMI hold havde åbenbart forrige kamp mod Freja i skarp erindring, her løb de ind i en øretæve på 0 -6.  Denne gang stod de kompakte langt tilbage på banen, og derfor foregik det meste af spillet naturligvis på deres banehalvdel.

Vi kunne uden problemer spille med tre i bagkæden og sende Ea længere frem, det gav et spillemæssigt stort overtag, som vi dog havde svært ved forvalte til chancer på den glatte bane, hvor det ofte gik galt med sjuskede afleveringer, første berøringer og skarphed når vi nærmede os modstandernes felt, og der var nok heller ingen der kunne se, at vi faktisk havde øvet præcision i indlæggende i ugen op til kampen.

Der blev kæmpet bravt for den forløsende scoring, men BMI holdt stand, og kunne stik mod spil og chancer bringe sig foran i det 42 min. efter en uheldig clearing i Freja forsvaret, hvor bolden havner hos en BMI spiller, der let kan score.

2. halvleg er kun få minutter gammel da Rikke Jenner spiller Oline Larsen fri, Oline svigter ikke og bringer balance i regnskabet. Få minutter efter tager Mille Nannestad en flot solotur fra kanten og ind i banen, for derefter at spille Pia Bovien fri, Pia tager et par træk og placerer sikkert bolden i nettet til 2 -1.

To minutter efter er det Pia, der serverer bolden for Rikke der scorer til 3 – 1, og dermed stor forløsning for hjemmeholdet der på 10 gyldne minutter satte gæsterne totalt til vægs.

Resten af kampen fortsatte Freja kvinderne det eminente spil, og i det 86. min. kan Oline med sin anden scoring fuldt fortjent lukke kampen til 4 -1.

Pia Bovien spillede en forrygende flot kamp, udover målet til 2 -1, lavede ”Duracell Pia” et kæmpe løbearbejde i front, og havde stor andel i Frejas flotte 2. halvleg. Hun skabte en masse uro i gæsternes forsvar, og blev fortjent kåret til dagens Freja spiller.

Efter kampen kunne Freja spillerne gå i klubhuset og afvente resultatet af kampen mellem Skanderborg og Aarhus 1900, og samtidig håbe på at Skanderborg kunne slå gæsterne eller spille uafgjort. Desværre for Freja kvinderne holdt Skanderborg kun nullet den første time og endte med at tabe 0 – 2.

Dermed slutter Freja på 2. pladsen i puljen mellem de to divisionsklubber, Aarhus 1900 og Lyseng.

Marginalerne har ikke været til Freja kvindernes fordel i denne sæson, modstandernes trænere var ellers flinke til at give os favoritrollen til at vinde puljen, det blev kun tæt på, men til gengæld kan vi glæde over en stor og stærk trup der har potentiale til at spille med om oprykningen næste sæson, og fremtiden ser også rigtig fornuftig ud for vores serie 2. hold, da vores kvindeafdeling har haft rigtig flot tilgang af nye spillere i 2019.

/Tonny

Dette er vores cookies
Luk